GAMMEL KARL

Jeg er blevet bedt om at skrive lidt til mit hjemsogn Sinding-Ørre i anledning af, at sognet næste år skal være med i projektet Kunsten i bevægelse. Men det er ikke let at skrive om sin hjemstavn. Ikke fordi stoffet ikke er der, for det er det. Men det eneste tidspunkt, jeg har tænkt, at nu ville jeg kunne skrive frit om det sted, jeg kommer fra, var da jeg var i New York. Jeg husker tydeligt, at jeg sad på en bænk i Brooklyn og kiggede over på Manhattans skyline og tænkte: "Herfra ville jeg kunne skrive om det derhjemme!"

Hvorfor den afstand? Ikke fordi jeg ikke holder af sognet, for det gør jeg. Mine forældre bor der stadig, og når jeg besøger dem har jeg mine faste ruter. Jeg skal ned til Sinding Kirke og se til nogle bestemte grave og røre ved den mærkelige ristning af mand og hund i murværket. Jeg skal også ned til Bjalderbæk, som er den bæk, der løber gennem naboens hedestykke, og som har fået sit navn, fordi den lyder som bjælder, der ringer. Jeg skal altid ud til Outrup Hede og se nogle kronhjorte, og jeg skal gerne gå ad kirkestien til Ørre Kirke, for den er så smuk, og hvis det er en varm dag, vil jeg gerne sidde under den gamle stenbro ved Nybro Mølle og køle mine fødder i vandet. Det er også altid godt at sidde i køkkenet med mine forældres naboer og venner og drikke kaffe. Den form for samvær savner København, hvor jeg bor. Så det er altså ikke, fordi jeg ikke holder af sognet, at jeg ikke skriver om det. Det er måske, fordi jeg stadig har sognet for tæt på. Man kan ikke skrive om noget, der er alt for tæt på. Eller jo – det kan man godt, men så er man nødt til at begrænse sig. Man vil jo passe på dem, man kender. Man vil ikke gøre skade, og den form for hensyn kommer der sjældent god litteratur ud af. 

Jeg forsøgte at skrive om min hjemegn i novellen Det store intet, som blev udgivet i antologien Midtjyske fortællinger, og det gik trods alt så godt, at jeg fik Midtvestjysk Kulturpris for den. Men prisen afspejler ikke, hvor svært det var at skrive novellen. Jeg har nemlig svært ved at skrive om de levende i et sogn, hvor store dele af mig stadig selv hører til. 

Men så lad mig da skrive om én af de døde. Det er igen Gammel Karl, jeg tænker på. Han var vores nabo, da jeg var barn. Og det er ikke, fordi han er en gennemsnitlig repræsentant for sognet. På ingen måde. Da jeg voksede op havde halvtredserne og tresserne allerede raseret egnen for mange af dens historiske kvaliteter. Folk boede i parcelhuse og levede parcelhusliv. Der var stadigvæk to købmænd i Sinding, men andelsmejeriet var lukket og de små skoler, der havde ligget rundt omkring i oplandet, var blevet samlet i en centralskole. Den gode velfærdsmodel havde pløjet sig effektivt ind i gammellivet, således at den gennemsnitlige Sinding-Ørreborger var et (forholdsvis) moderne menneske. Mange af kvinderne syede på fabrik eller var hjemmesyersker. Mange af mændene arbejdede stadig ved landbruget - eller i tekstilindustrien. Sognet havde sine slægter, men vi var også nogen, der kom udefra, min familie for eksempel. Vi var det, man kaldte "bybønder". Gammel Karl var altså ikke nogen repræsentant for stedet, som det så ud i halvfjerdserne og firserne, da jeg voksede op. Tværtimod. Tidens tanke var fløjet direkte hen over hovedet på Karl.

Jeg var fascineret af ham, og desto mærkeligere er det, at jeg også var bange for ham. Når jeg havde cyklet den lange vej hjem fra skole, skulle jeg ind på grusvejen, som førte til vores hus, og på den rute skulle jeg forbi ind til flere forhindringer. Der var en lille lund på venstre hånd. Derinde havde nogen lavet en form for ovn, der stod og faldt sammen, men i skumringen lignede den en bjørn, og jeg var ræd for den bjørn. Lidt længere fremme på højre hånd var så indkørslen til Gammel Karls hus, og nogle gange havde Gammel Karl fået stokket  sig ud for at hente avisen. Han var en lillebitte, grå mand, sammenbøjet som en hæfteklamme og hver gang jeg synger verset, og møder du en olding, hvis øje står i vand, så er det Gammel Karl, jeg ser for mig, bævrende over stokken, sitrende og slidt ned efter noget nær et århundrede som ugift hedebonde i et aflægs sogn langt fra alfarvej. Han smilede altid til mig, når jeg kom cyklende. Hans ansigt var så venligt og fint, men han lignede noget fra eventyrene, og jeg var bange for eventyr.

Gammel Karl havde boet i det lille hus med sine to, også ugifte, brødre og sin mor hele sit liv. Så var først moderen, siden brødrene gået bort, men livet fortsatte hos Karl, som det havde gjort i generationer. Der var ingen til at lave om på det, og heller ingen grund til det. Han var rodfæstet som den kæmpekastanje, der stod på gårdspladsen foran hans hus. Den havde hans mor plantet engang i 1800-tallet, og den var stor som Livets Træ, Yggdrasil, for Gammel Karl boede jo lige præcis der, hvor alle myter har sin oprindelse: I tiden før vor tids regning. Det var også derfor, han kunne se nisser og ting. Det vidste Anne-Marie nede fra nabogården, for han havde selv fortalt hende det. Gammel Karl havde som barn spillet bold med nisser oppe i grusgraven. Han kunne se dem under rødder, i buskadser og krat, han kunne se dem, som rørelser i tørvene og under tagskægget, og ikke nok med det: Han havde syner og anelser. For eksempel havde Gammel Karl som ung set "små mænd med store hoveder køre rundt i en cirkel oppe i det yderste hedestykke". Det kunne vi arkivere som tosserier, hvis ikke det var, fordi man siden anlagde en motorbane i bemeldte stykke - en bane, hvor Ole Olsen kørte som ung, en bane, der som med så meget andet, nu er pløjet om og sunket tilbage i det store intet, der ligger som et grundvilkår under egnen.

Tiden vandt også over Gammel Karl og alt hans til sidst. I de sidste år af sit liv havde han hjemmehjælp, men de blev smidt ud, hvis de gjorde rent. Til gengæld ville han gerne have en dram med dem. Der var vist også en af dem, der godt ville være med til at skyde til måls, og så en dag, så døde han. Der var ikke nogen stor dramatik over det. Han sov bare ind, og tog alle sine nisser, sit blålys og syner med sig ind i evigheden. Hans hus stod i nogle år tomt og raslede fra hinanden, indtil nabolandmanden rev det ned, fældede kastanjen, sløjfede alle mælkeveje, stier og spor, og pløjede parcellen op, så der kunne vokse endnu en tønde korn til de lagre nede i Europa, der ikke havde plads til mere korn. Og så en dag kom vejdirektoratet og eksproprierede Gammel Karls grund til en tåbelig rundkørsel, hvor de lokale motorbøller i dag har det sjovt med at køre "den modsatte vej rundt".

Der er mange ting, der ærgrer mig ved min barndoms ængstelse for Gammel Karl. Da jeg var barn jo mest, fordi jeg først skulle forbi bjørnen i skoven, siden ham, og derefter Dres' store schæferhund lidt længere nede ad vejen. Men som voksen er det, fordi han er den eneste, jeg ikke skulle have været bange for. Jeg skulle have været som de andre børn i nabolaget, der vidste, at han var tilforladelig. Jeg skulle være stoppet op og snakket med ham. Jeg skulle have spurgt ham om alt, hvad hjertet kan begære. Han sad jo inde med det, min hjemegn mistede i sin iver efter at blive moderne: Han sad inde med historierne.

Dorthe Nors, november 2012.

 Sjæleporten ved Sinding Kirke. Gammel Karl, også kaldet Karl Johannesen, ligger begravet sammen med sine to ældre brødre ikke så langt fra den.