Et godt liv i et hjørne af udkants Danmark

Af W. Schreiber, Ørre

Født og opvokset og uddannet som journalist i den spændende havneby Frederikshavn - porten til hele Norden – rekrut i Flyvevåbnet  i det summende København og sergent i to år i vidunderlige Skagen og på Flådestationen og Bangsbofortet i Frederikshavn. Derefter sportsjournalist og bosat i Herning, hvor jeg aldrig før havde sat mine ben, og hvor mit klare mål var, allerede inden jeg havde set byen, at her ville jeg højst blive i tre måneder, indtil jeg fandt et job et andet sted i landet. Men tilværelsen former sig ikke altid, som man selv regner med – man finder lykken i sit job, får gode venner og føler sig i det hele taget ganske vel tilpas - og nu er jeg så en 73 år gammel pensionist, som i hele 41 år til december – har boet her ude i Tosmosen på den mørke jyske alhede - uden for lands lov og ret, som venner og familie rundt omkring i landet ofte ynder at betegne udstedet her i Ørre.

Lad mig straks slå fast, at jeg umuligt kan tælle, hvor mange gange jeg har sagt til folk, at her har jeg nydt at bo i over halvdelen af mit liv – og med meget kraftigt eftertryk har konkluderet, at her vil jeg blive boende i resten af mit liv…!!!

Udkant med livsindhold

Man har bedt mig om at filosofere lidt over, hvad pokker der får én til at slå sig ned i sådan et tilsyneladende kedeligt hjørne af det efterhånden vidt berømte udkants Danmark. Jeg vil her godt lige anføre, at jeg for en halv snes år siden lavede et erindringshæfte til mine børn og familie og venner. Hæftets forsidebillede var mit barndomshjem på en lille sidevej i Frederikshavn, og jeg betitlede det absolut ikke udkants Danmark men tværtimod: Her fra min verden går…

Dermed har jeg vel allerede slået fast, at uanset udkant eller ej så har livet for mig mere med indhold end med udkant at gøre…

Det var på Fandens fødselsdag – den 11. december 1971 – jeg overtog min dejlige trelængede gård her ude i Tosmosen. Jeg købte den af Ejnar og Ingrid Sander. Kvinder har jo tit meget nemmere ved at komme til tingene, og det demonstrerede min dejlige forlovede Valborg – også kaldet Valle - to-tre uger senere, da hun giftede sig til gården. Jeg var dog uendeligt lykkelig over, at vi blev viet, for dels var hun et vidunderligt menneske – dels var det ret så nødvendigt, at hun med sin sygeplejerske løn kunne hjælpe til med at klare terminerne. Vi havde et meget lykkeligt ægteskab. Valle, der døde af kræft for 13 år siden, nåede kun lige at blive 50 år. Hun var fra Husby, så vi syntes, det var meget passende at slå os ned her lige midt imellem hendes elskede Husby ude ved Vestkysten og min lidt mere idyllyske og knap så vilde østkyst.  

Lige her i min lille stue, hvor jeg sidder og skriver på min computer, har sønnen på gården haft sit værelse – ham kender I vist godt – Helge Sander, og det var ham, der midt-sidst i 1960´erne trak linien ind til mig på Herning Folkeblad. Helge var en ualmindelig kvik knægt, der som 13-14 årig skrev det ene læserbrev efter det andet til Folkebladet om både den politiske situation inde på Christiansborg og om tiden, der nu måtte være inde til at hente de professionelle fodboldspillere i udlandet hjem til landsholdet. Jeg havde spurgt min redaktør, om ikke jeg kunne få en skoleelev ansat til at hjælpe mig hver søndag med at ringe fodboldresultater hjem fra serierækkerne. Her var Helge et oplagt emne, så det var et job, vi nemt kunne blive enige om.

Jeg hentede Helge søndagen efter for at få ham med til fodbold i Ikast, og vi blev straks fine venner. Vi var jo fælles om vores interesse og viden om fodbold og remsede altid holdopstillinger og gamle fodboldresultater op for hinanden – både fra divisions- og seriehold fra hele landet.

Jeg var også meget ivrig sportsfisker og var flere gange om ugen ude og fiske i Herning-egnens åer eller ude ved havet, så derfor var det jo den rene svir at komme til at kende folkene på sådan en gård ved Ørre, hvor der var eng ned langs med Storåen. Jeg var tit forbi med min fiskestang, og som regel havde Ingrid også en god bid mad klar, inden turen hjem til mit værelse i Herning. At Storåen var der, var naturligvis et afgørende plus for mig, da jeg et par år efter købte gården.

Mit landmandsliv

Man kan så spørge, hvordan en bybo som mig kan finde på at havne helt her ude på landet. Men dels var der fra min vej i udkanten af Frederikshavn ikke længere ud i landlivet, end at jeg imellem husene kunne kigge ud på markerne, Og dels elskede jeg alle mine sommerferier på min onkels gård nede ved Grenå, hvor jeg, fra jeg var cirka syv år, fik lov til at hente køerne hjem tidlig morgen nede fra kanalen – og hjælpe med til at malke dem i stalden og meget andet.

Det betød så, at da jeg pludseligt sad her ude på min egen bondegård med 50 tønder land rundt om – ja – da havde jeg jo hele landmandsuddannelsen i orden. Det mente jeg i hvert fald, men gør mig lige den tjeneste ikke at spørge mine naboer. De vil uden tvivl stikke jer et smøret grin og fortælle løs og takke mig for glimrende underholdning, efter at jeg havde indkøbt både køer og kalve og får og adskillige andre dyr.

De første dyr, jeg havde ud over hunde og katte, var en lille flok får, som jeg købte ovre hos Hildegard og Knut Oesterhelt på deres vidunderlige gård ”Lille Bredvig”, som mange kender fra besøg under sommerens ”Åbne haver”.

Får er jo nogle nemme og skikkelige dyr, så jeg begyndte straks at gøre mig til gode venner med de to får, der gik sammen med en skikkelig vædder. Troede jeg da – men da jeg gik tæt forbi vædderen og havde ståltrådshegnet på min venstre side, fik jeg øjeblikkeligt et chok! Pludseligt befandt jeg mig nemlig hængende højt oppe i luften med kurs over på den anden side af hegnet. For pokker da en kolossal forskrækkelse, jeg fik der, og der gik lige en stund, inden jeg fik sundet mig og kom til hægterne igen. Og da stod vædderen roligt og græssede på den anden side af hegnet. Den dag i dag kan jeg stadig spekulere på, hvordan pokker sådan et dyr helt uden videre bare kan smide mig højt op i luften og hen over et hegn…

Siden den gang – i starten af 1970érne – har jeg hele tiden haft får, og jeg har vænnet mig til væddere – selv om jeg absolut ikke altid har været gode venner med dem. Især ikke med de små vædderlam, som jeg selv har opdrættet, for sjovt nok – når man går til daglig og kæler for sådan nogle små søde fyre, så skal man sandelig passe ekstra på ikke at vende bagsiden til, for man tror, at de er dejligt tamme – men jeg kan garantere for, at de pludseligt kan slå en proper pandebrask, så det kan gøre ondt omme bag i…

Da jeg imponerede min nabo

Køer har jeg også haft – inspireret af vore naboer, Stinne og Jens ”Gartner”. Dem var vi utroligt glade for, og ikke mindst vores børn -  Lise og Jeppe - har haft masser af skønne timer sammen med dem. Stinne kunne godt virke lidt barsk, men hun havde et hjerte af guld – og så kunne hun en masse spændende historier fra gamle dage…

Jens havde ammekøer gående nede i engen, og det skulle jeg selvfølgelig også ha´. Jeg startede med en lille kalv, som den kendte, hyggelige handelsmand Knud Østergaard i Aulum fandt til mig – omhyggeligt udvalgt med alle de farver på, som jeg havde ønsket mig.

Det udviklede sig til en ret stor flok på en efterhånden 17-18 dyr – takket været Jens ”Gartners” store, flotte Hereford tyr, der gik sammen med vore dyr nede i engen hele sommeren. Jens gav mig oven i købet lov til at have tyren stående og fodre den hele vinteren her hjemme i min stald. Det var jeg meget taknemmelig for, for jeg var stolt som en pave over at kunne vise den frem, når vi havde gæster.

Men bestanden voksede, og det samme gjorde min stolthed – om end mine naboer syntes, at jeg drev mit kvægbrug noget usædvanligt. De spurgte mig altid: hvorfor pokker sælger du dyrene fra den dårlige ende og ikke fra den gode ende…??? Mine først indkøbte dyr var vist rent ud sagt noget skrawl, men besætningen blev bedre og bedre takket været Jenses´ flotte hereford tyr

- Jo, forklarede jeg: De første dyr jeg fik, de er nu så søde, at dem nænner jeg da ikke og sælge…!!!

Men efterhånden var der så meget kvæg, at stalden blev helt fyldt, da dyrene blev hentet ind en efterårsdag. Det var en lørdag eftermiddag, og da fik jeg endelig imponeret Jens ”Gartner”. Han havde trommet hele sin familie sammen en lørdag eftermiddag, og så jagtede de løs i lang tid, inden det lykkedes dem at få samling på alle hans dyr. Men jeg tog blot en spand fyldt med korn og stillede mig ud foran ladeporten – så råbte jeg ”kom så hjem” og slog løs på spanden – og straks væltede mine16-18 dyr nærmest over hinanden for at komme først op til min spand og dermed lige ind i min stald!

Men det var altså en lørdag eftermiddag. Jeg nød også at gå og nusse om dyrene inde i stalden hele søndagen. Men da det blev mandag, og jeg skulle tidligt op for at morgenfodre og bagefter ind for at blive vasket og ha´ rent tøj på, så jeg kunne tage på arbejde som journalist, syntes jeg godt nok ikke, at det var så sjovt mere. Så der gik ikke så længe, før stalden var tom – og siden har jeg kun hygget mig med en lille flok får oppe i haven. Her har jeg i alle årene haft en superdygtig rådgiver i Poul Erik Nyborg fra Vildbjerg, der både med sine får og sit limousine-kvæg har høstet talrige præmier på såvel lokale dyrskuer som amts- og landsskuer.

Vi har altid haft dejlige, flinke og hjælpsomme naboer. Til den anden side havde vi Anna og Viggo, og fra deres store maskinstation har der altid lydt så megen larm, at jeg en gang foreslog min kone, at vi vist lige så godt kunne flytte ind ved siden af Jyske Dragonregiments kaserne. Når maskinstationen en tidlig morgen rykker ud med alle dens drabelige maskiner, lyder det, som når dragonerne i Holstebro samler alle deres soldater og kampvogne til efterårsmanøvre. Men det har nu både været et spændende og hyggeligt naboskab, og her var der samtidig meget belejligt også børn at lege med for vores unger.

Om end bette Kim, der nu driver maskinstationen, allerede som 6-årig havde lagt legetøjet fra sig til fordel for de store traktorer, som han nok så flot kom kørende på, selv om han måtte skynde sig ned fra førersædet, hver gang han skulle ned og trampe på koblingen. Joh – flot så det ud, når hele den lange kolonne kom kørende med Viggo i spidsen og med bette Kim til aller sidst – på vej til dagens dont rundt om på de mange hundreder hektar land, der skulle harves og pløjes og høstes, og hvad ved jeg.

Da jeg vendte alle mine løg

Jeg har fortalt om mine dyr, men jeg er naturligvis også en garvet planteavler. Mine forgængere – Ejnar og Ingrid – havde blandt andet en god lille indtægt i at dyrke løg, og da jeg en dag fandt en masse af deres løg liggende i nogle kasser nede i min kartoffelkælder, ville jeg forsøge at gøre dem kunsten efter. Jeg brugte en hel formiddag til at lægge løgene på et ganske stort stykke op imod vejen. Så kom jeg i tanke om, at en landmand selvfølgelig altid skal ha´ en middagslur, så jeg gik ind og lagde mig på sofaen.

Pludseligt spærrede jeg øjnene op på vid gab – helt chokeret: Lå de løg nu også korrekt??? Havde jeg nu vendt dem alle sammen rigtigt – eller hvad??? Jeg læste bøger og kiggede billeder – og ærlig talt – det så ud til, at jeg havde sat dem alle sammen, så de vendte lige modsat – som om, jeg havde planlagt, at de skulle vokse ned ad i stedet for op ad. Jeg stormede ud igen og op på marken – og så brugte jeg hele eftermiddagen til at vende op og ned på det hele igen og dermed gøre skaden god igen. Siden har jeg dog hørt, at det var lidt unødvendigt – planterne skal nok selv finde op ad at komme op i varmen og sollyset. Men oplevelsen var stærkt medvirkende til, at jeg fandt ud af, at jeg vist manglede en hel del i den der landmandsuddannelse, som jeg troede, min onkel gav mig, da jeg var de der 8-10…

Men livet på landet er jo ikke bare det at gå rundt og nyde naturen, hvilket jeg ellers kan garantere for, at jeg har gjort i fuldt mål. Jeg var egentlig lidt træt af Midtjylland, da jeg kom til egnen, for alle de der ulideligt kedelige firkanter – marker omgivet af læhegn – var jo egentlig voldsomt triste at se på. Sådan umiddelbart, men man finder jo hurtigt ud af, at der er kræs for øjnene i næsten alle træer og hegn, hver lille hyggelige sti, hvert stille hede stykke, hver en bølgende kornmark, den brusende Storå o.s.v., o.s.v. Joh – jeg elsker at rejse ud og se verden – men sjovt nok kan jeg altså heller ikke få nok af vort vidunderlige lille land.Og så er der jo alle de menneskelige aspekter ved livet på landet og i landsbyerne. Ikke blot det gode naboskab men også samhørigheden med sin egn og sin lille by med alt det, som det indebærer. Ikke mindst for børnene, som involveres personligt allerede fra skolestart og længe ofte før via de gode fritidsaktiviteter. Og så er der også straks plads til vi voksne – næsten uanset, om man selv lægger billet ind på det. Der er jo et stort og bugnende kulturelt tilbud – måske ikke med de helt store kunstneriske udfoldelser – lad blot de større byer tage sig af dem – men her kan vi til gengæld byde på fælles engagement og nærvær i en grad, som kan være svær at opnå i store byer.

I sådanne små samfund er der jo ofte nøglepersoner, som fører an i det offentlige liv. Her var Otto Pedersen i adskillige årtier den flittige frontfigur ikke blot i Ørre men også i Sinding. Han gik gerne i spidsen for et nyt initiativ og sparkede også gerne til alle andre, som kunne tænkes at ville give deres bidrag til at få egnens organisatoriske liv til at fungere.

Vi kerer os om hinanden

Min kone var således aktiv i mange år i både menighedsråd og skolenævn, og jeg har haft en halv snes spændende år i ledelsen af Ørre Forsamlingshus plus givet nogle små nap med hist og pist.

Op igennem 1980´erne var vi tre tilflyttere – Thorbjørn Erichsen, Allan Christensen og undertegnede – der arbejdede sammen med mange af ”de indfødte” om at holde Ørre Forsamlingshus i god stand – det vil sige, at vi malede vægge og lofter, moderniserede toiletter og andre rum, gjorde rent og serverede, når vi havde forskellige begivenheder. Og for at skaffe penge holdt vi en bunke arrangementer i årenes løb.

Ikke mindst sangaftenerne var en stor succes, hvor vi bød på både underholdning, konkurrencer, masser af fællessang plus et dejligt kaffebord, som vore koner leverede skønt hjemmebag til. Det var store aftener, hvor forsamlingshuset var fyldt til bristepunktet – hvor børnene sad hele vejen rundt oppe på vindueskarmene, og hvor der var en herlig, fortættet og varm atmosfære.

Blandingen af tilflyttere og ”indfødte” synes jeg er god – også selv om det har taget mig mange år at finde ud af, hvem der er i familie med hvem. Jeg har mange gange fået et velrettet spark under bordet fra min kone ved sammenkomster og fester i forsamlingshuset, når jeg vovede mig for langt ud i en snak med en sidemand, som jeg ikke var klar over var en fætter eller en onkel til min nabo, der sad lige overfor. Men det er jo også noget af det, der er med til at fremme underholdningsværdien her i dejlige udkants Danmark…

Et udkantsområde – det er her, hvor sladderen trives - efter nogles mening. Men man kan jo også sige, at nej – det er ikke sladder – det er tværtimod her, vi kerer os om hinanden…

Sch. 

Schreiber - her ikke som journalist men som ivrig kvægavler. - Jeg elsker dyr, siger han. Men vær´ lige rar og lad være med at spørge mine naboer om mine landmandskvaliteter...