Et liv med købmandsvarer

Interview fra Posten april 1996.

I 31 år har Tage og Sonja Lauritsens tilværelse været tæt forbundet med at forsyne Sinding og omegns indbyggere med dagligvarer. Det har været et frugtbart liv, men også en hård tørn. Borgerforeningens udsendte medarbejder har talt med dem om, hvordan det er at være købmand i et lille samfund; på godt og ondt.

Dronningen og Tage har fødselsdag på samme dag; men det er Tage, der kom først! Og han gør gerne opmærksom på  alle de hejste flag, fortæller han, da vi kommer ind på den forestående 60 års dag. Vi taler naturligvis også om, hvad der i øvrigt er sket i hans liv, og her kommer vi ikke udenom Sonja. De to mødtes til et bryllup i Fårbæk ved Karup, hvor deres mission egentlig var at sørge for bryllupsgæsterne; men samtidig klarede de også  at få melet deres egen kage, for det endte med giftermål, og det er blevet til et handlekraftigt ægteskab i bogstaveligste forstand.

De startede i Gimsing ved Struer, hvor Tage var brugskommis; men så fandt de på at bestyre en butik i Kolding i en periode. Tilbage i det midtjyske begyndte Tage at køre med is, og efter lidt flytten rundt fik de ved et tilfælde øje på fodermesterboligen til Sindinggård, som Kongens Foged netop havde tømt for beboere. Dette var i juli 1964, og da de et års tid senere atter fik trang til at flytte på sig, var det blot et par hundrede meter hen ad vejen til deres nuværende bolig. Først boede de til leje; men efter 2 års uenighed med ejeren om prisen, gav han sig, og Tage og Sonja blev husejere i 1967 for 60.000 kr. Tage smiler tilfreds ved tanken, og man behøver ikke at være den store menneskekender for at kunne forstå, at stædighed og en vis påholdenhed har været vigtige ingredienser for at klare sig som selvstændig.

Et brødudsalg på 15 m2 lyder ikke af meget; men til gengæld var der åbent dagligt og det ofte til sent ud på  aftenen, hvor Sonja langede brødvarer over disken, efterhånden med hjælp fra børnene. Men det må åbenbart også have skortet på pladsen, for i 69 blev der udvidet og butiksarealet næsten fordoblet. Samtidig blev sortimentet udvidet, der blev anskaffet en fryser, og da mejeriet lukkede, begyndte de at sælge mælk.

Nok var Tage i disse år travlt beskæftiget med at sælge kager en gros, og nok var det både børn og brødudsalg på  hjemmefronten; men der har åbenbart alligevel været overskud til at holde øje med nabogrunden på hjørnet, hvor kommunens fattighus/kommunekontor lå. På det tidspunkt kom Sinding kommune under Herning, Sparekassen SDS ville hellere end gerne afhænde deres filial, og der var nu kun en beboer tilbage. Da slog Tage og Sonja til trods adskillige advarsler. for der var flere købmænd i byen allerede, både købmand Hansen i Købmandsgården ved siden af mejeriet og Buch Larsen overfor.

De købte deres nuværende butik i 1975, Gamle Søren blev genhuset i en god kommunal lejlighed, og så kunne ombygningen påbegyndes. Et lille års tid senere flyttede de ind ved siden af i den nye købmandsbutik, og tillod sig endda den luksus fremover at holde fri om søndagen.

Ferie og fritid er i denne forbindelse et kapitel for sig selv, men ikke noget langt kapitel. Det kan bedst beskrives med Sonjas ord: ”Vi plejer at tage af sted med campingvognen i Pinsen, for der har vi 2 sammenhængende fridage.” Jeg må lige spørge en ekstra gang for at få bekræftet, at sommerhalvårets længste ferie for de to faktisk har været begrænset til pinsehelligdagene.

Nej, der er ingen tvivl om, at der skal arbejdes hårdt for at få det til at hænge sammen, og parret er nu nået dertil, hvor de har sat hus og forretning til salg for at kunne nyde deres otium, mens de endnu har kræfter til det. Sonja glæder sig til at hellige sig porcelænsmalingen, og Tage skal i gang med fiskeriet og ålerusen, og hvem ved om han ikke kan lokkes til at genoptage hvervet som bankoopråber i ny og næ. Her ser jeg en chance og forsøger at hyre Sonja som bankomedhjælper for Borgerforeningen, men det kan jeg nu godt spare mig. De skal jo også nå at se alt det af Danmark, som de hidtil har forsømt, så der bliver ikke for megen tid.

Jeg kan ikke lade være med at spørge, om en ny ejer også kan tjene til en families udkomme. ”Det kan godt lade sig gøre,” siger Tage, ”især hvis ægtefællen har lidt indtægt ved siden af i starten.” Der bliver ikke sat beløb på; og heller ikke på salgsprisen. Tage fortæller, at fremfor en høj pris, er det vigtigere at få solgt huset og forretningen til én, der har interesse og forudsætninger for at drive den videre. Lejes ud skal det imidlertid ikke, så vil de hellere blive boende og evt. bruge forretningen som domicil for en ældre Volvo 544.

Det vil være passende at afslutte samtalen med at få ”Den gamle Sinding-Købmands” bud på butikkens fremtid; men den slags er Tage ikke så meget for at blande sig i. Han mener dog alligevel, at det er vigtigt at gå forsigtigt frem. Nok skal man følge med; men efterfølgeren skal passe på ikke at brække halsen på for store investeringer. Forholdet til forsamlingshuset er vigtigt, mens fleksibilitet er afgørende. ”Og hvad med os borgere,” spørger jeg lidt naivt, ”hvad skal vi gøre for at beholde købmanden?” Købmandsparret understreger nødvendigheden af, at det omliggende samfund bakker op og ikke blot køber den liter mælk, de har glemt i BILKA.

Jeg vidste det jo udmærket godt i forvejen, og vi ved det alle sammen. At vi er nødt til at handle hos vores købmand for at beholde ham, og at det for de allerfleste af os vil være et stort tab at skulle miste byens sidste butik. Sammenhængen er logisk, og vi kan selv vælge!

Lisbeth Jacobsen