Jubilæumsfesten 1. September 2012

Skrevet af Kathrine Nørgaard

”Mennesker mødes tilfældigvis, hvor

vejene krydses, og hjerterne slår…”

Sådan synger Lars Lilholt. Hvis jeg husker rigtigt, er det en landsstævnesang. Den handler om, at man skal gribe de chancer, man får, for sådan – og måske endda kun sådan kan man finde begejstringens rige. Det var vi mange, der gjorde den første dag i september i år, da Sinding Skole, Hvepsereden og Hallen fejrede henholdsvis 50, 25 og 10 års jubilæum. Vi greb en chance, der blev serveret for os – og jeg tror, jeg taler på cirka alles vegne, når jeg siger, at vi fandt et stykke af begejstringens rige…

Dagen startede i skolegården med lidt at spise og drikke kl. cirka eftermiddag. Der var hyggesnak på kryds og tværs og i massevis. ”Nej, er det ikke…!?” ”Kan du huske dengang…!?” ”Det er godt nok længe siden…!” ”Go’daw, Wagn – kan du huske mig?” Og det kunne Wagn! Hvis ikke prompte så efter et øjebliks betænkningstid eller et lille hint. Eller med hjælp fra sin Birthe. Imponerende…

Efter fine taler og lykønskninger kunne vi trisse ind på skolen og se på billeder fra de gode, gamle dage. Særligt konfirmationsbillederne, som kørte som dias på en tv-skærm, vakte stor jubel. Meget spændende med sådan en veltilrettelagt trip down memory lane.

Så kom den store finale: Fest i hallen! Go’ mad, go’ musik og mere go’ snak om den der fælles fortid såvel som tiden derfra til nu.

Det var en helt igennem særlig og enestående oplevelse at være under samme himmel og samme tag med så mange mennesker, som man har en fælles fortid sammen med. Eller i hvert fald en fælles skole med. Meget har forandret sig siden dengang. Skolen har forandret sig, vi har forandret os, tiden har forandret sig... Men der var en stærk følelse af fællesskab i luften. Vores veje krydsedes denne septemberdag – tilfældigvis der, hvor vores hjerter slog og slår. Det var magisk. Og da jeg i ægte folkeskolestil cyklede hjem til bondegården på en af Fars gamle cykler med noget så autentisk som en dymanolygte, var jeg overbevist om, at

”… livet går videre, men aldrig som før

– det er op til os selv, hvad vi gør – og tør!”

Natten var (modsat dynamoen) uendeligt stille, og det støvregnede. Jeg havde (gen)fundet et stykke af begejstringens land. Et stykke lykke. Jeg bestemte mig straks for at passe godt på det – gemme det et sikkert sted. Hvem ved, hvornår man igen får serveret sådan en chance – sådan et stykke lykke…!?

Det er mit held, at jeg greb den chance – den mulighed, som jubilæumsfesten var. En mulighed for at gense og genopleve gamle kendinge og svundne dage. Jeg tror, vi der var med allerede glæder os til næste jubilæum! Det kan I andre i øvrigt også roligt gøre…

Tusind tak for en vidunderlig dag og aften!