Skyd foråret

Fotograf: Mia Bækgaard

Arbejdsdag i Hvepsebyen.
Fotograf: Maja Bang

Bølgen

Film af Benny Jeppesen

Skyd foråret

Forårsbilleder af Jacob Fastrup

Skyd foråret

Fotograf: Marianne Damgård

Mens vi venter på foråret rigtig får fat, er her et par billeder fra arkivet.

Gymnastik opvisning 2013

Foråret burde komme nu, og med den netop afholdte gymnastikopvisning, skulle der ikke være mere, der holder det tilbage.

Se den lille film som Laura Lodahl har lavet, den er bare rigtig fin.

Skyd Foråret!

Et forårsdigt af Kathine Nørgaard og en opfordring til at Skyde foråret!

Du er ikke min fjende, men du er heller ikke min ven.

Jeg er glad for at se dig, men også glad når du forsvinder igen.

Jeg holder af dig og hader dig - på en og samme gang.

Du er smuk, men mørk - lidt som den melankolske sang.

Jeg har brug for dig, min vinter, for uden dig

ville foråret hverken glæde eller forandre mig.

Du sætter mit lyse, varme forår i sit smukke perspektiv.

Uden dig ville jeg ikke møde foråret og tænke: Jubi - bliv!

Interview med Frida Holmgaard Lindholt.

I Vinterbyøster?

Nej, i Sinding og Ørre

Det var der, jeg var post!

Barndommen:
Frida blev født i 1938. Hun voksede op på en mindre gård i Nr. Kollund sammen med sine forældre Sigurd og Asta Lindholdt og sine søskende Kristian og Esben indtil 1951, hvorefter familien flyttede til Sinding til St. Asbjerg , som tidligere havde været i slægtens eje på faderens side.
Frida startede allerede i skolen som 6-årig i Nr. Kollund, og hun kom som 13-årig til Østre skole ved Bakkegården i Sinding.
Der var en forskolelærerinde til de første årgange og en lærer til de øvrige årgange, og der var 2 årgange i hver klasse. Dengang gik man i skole hver anden dag, og det blev til i alt 8 år for Fridas vedkommende, da man dengang ikke kunne forlade skolen før efter konfirmationen.
Tro ikke at Frida slappede af hver anden dag. Frida måtte hjælpe til hjemme på gården, som var på 200 tdr. land, og der var også både køer og grise.
Der var ansat 3 karle, som også skulle have kost og logi. Moderen havde i nogle år ung pige i huset, da der således var nok at se til med mad og rengøring. I en periode på ca. ½ år, hvor der ingen fodermester var, hjalp Frida også sin far med at malke og fodre hver dag.
På gården var der én traktor, som karlene brugte, så Frida måtte gå bag hesten, når der skulle harves.

Ungdomstiden:
Efter konfirmationen tog Frida et års ophold på efterskolen Lægården i Holstebro, og året efter tog hun et år i huset på gården Pungvig i Ørre hos Marie og Lars Sandgård.
Efter endnu et halvt år hjemme på gården hos forældrene, tog Frida arbejde i køkkenet på forsøgsstationen i Studsgård, hvor der blev forsket i planteavl.
Sammen med en kokkepige og en stuepige skulle Frida lave mad til kandidaterne og gøre rent på deres værelser.
Halvandet år efter flyttede Frida på eget værelse i Herning og fik arbejde i butikken i et ismejeri, hvor hun bl.a. solgte mælk og is. I fritiden deltog Frida i en ungdomsklub, hvor hun med stor fornøjelse spillede med i dilettant. Stykket hed: ”Snak om en ting” og var skrevet af Noel Coward. Efter et halvt års tid i Herning rejste Frida videre til Vejle og arbejdede der i et ismejeri og i et bagerudsalg.
Sport har altid haft Fridas store interesse, så i 1961 tog hun et sommerophold på 3 mdr. på Sønderborg Idrætshøjskole, og netop dette år var et Landsstævne år, som alle gymnaster glædede sig til at deltage i. På skolen fik Frida mange gode venner, og her blev kimen lagt for glæden ved at deltage i store gymnastikarrangementer.
Herefter ville Frida ud i den store verden, og hun valgte at rejse til København.
Kom man fra Jylland og havde været på højskole kunne man få arbejde med det samme. Denne kombination var i sig selv en god anbefaling.
I København arbejdede Frida først på Damhustorvet i en bagerforretning, og hvor hun boede i en lejlighed oven over forretningen. Senere i en købmandsforretning i Greve.

Voksenlivet:
I lyntoget på turen Herning – København mødte hun sin udkårne, Vagn, og de blev gift i 1962 og bosatte sig på Frederiksberg Allé i en lille lejlighed. Den blev dog hurtigt udskiftet til en lidt større på Sortedam Dossering, da familien blev forøget. Ann kom til verden i 1963 på Frederiksberg Hospital og Finn på Øresunds Hospitalet i 1967.
Frida var hjemmegående husmor, mens børnene var små, og Vagn havde job ved postvæsenet. ”Huslejen var ikke så høj 70,02 kr. for 2 værelser og ”et usselt bette køkken.” I 1969 fik de en bedre lejlighed på Tonemestervej, hvor de boede indtil sommeren 1973.
Tilbage til Jylland.
Da var det tid at vende hjem til Jylland. De flyttede til Ørre og bosatte sig i Ørre gamle skole. Frida fortsatte med at være hjemmegående husmor og passe børnene, og Vagn begyndte at køre mælkebil i Timring, da han ikke kunne blive overflyttet fra Postvæsenet i København til Postvæsenet i Jylland.
Ann startede i Sinding skole i 4. klasse og Finn i børnehaveklassen i Ørre. Frida hjalp sin mor i huset med at gøre rent i en periode, og ydermere hjalp hun en kogekone med at lave mad og servere ved fester.
Efter nogle år som chauffør fik Vagn igen et job som post. Efterhånden som børnene blev større ønskede Frida også at få job ved postvæsenet. Hun tog derfor chancen og søgte jobbet, da postafløseren (Jens Sander) i Ørre skulle holde. Frida fik jobbet, og i 1979 blev hun også afløser på postruten i Sinding by. Da Vagn døde i 1985, fik Frida brug for flere timer og blev derfor afløser på Herning Postkontor. ”De skulle nok holde mig beskæftiget, sagde de, og det har de også gjort” siger Frida.
I januar 1991 kom Frida til Vestjyllands Postcenter i Herning, som modtog al post til Vestjylland, og hvor de sorterede til 40 poststeder. ”Det var et dejligt sted at arbejde. Der var mange yngre mennesker, og vi havde et godt samarbejde,” fortæller Frida.

Tiden som postafløser i Sinding og Ørre. 
(Lyt til Lydfilen nederst i indlægget)
Frida havde nogle rigtig gode år som post. Frida fortæller:” Man fulgte med i folks familier og når de fik børn og når børnene havde fødselsdage og sådan. Det havde vi bedre tid til dengang, det har man ikke i dag.” Frida fortæller videre, at en post tur dengang blev sat til et vist antal timer, og hvis man blev senere færdig en dag, var man selv skyld i det. Ofte blev hun inviteret ind til kaffe og en god snak, og måske skulle hun give en hjælpende hånd.

Frida fortæller:
”Jeg afløste jo kun herude, men der kunne jo godt være noget lige, man skulle hjælpe ved. Fx Maren Hyldgaard, hun skulle have skiftet gasflaske. Det kunne posten da også ordne. Jeg kan huske engang Johanne, hun sagde: ”Oh ha, mit gardin deroppe det er faldet ned. Kan du ikke komme og stå op og sætte det fast?” Jo, jo, men altså, det havde du tid til, og så kom jeg et sted omme på Skoletoften. Hun havde en lille pige. Hun kunne så godt lide at høre historier, så kunne jeg lige få tid til at læse en historie. ”
En anden gang kom Frida op på Foldagervej til Misse, som sad og spillede kort med sin søn Per. Misse var nødt til at afbryde spillet, da hun skulle sende penge.
Frida fortæller: ”Åh mor, det er dig til at spille ud, sagde han Per. Jamen hun skal jo lige have skrevet den check og det der, så giv mig kortene, og så spillede vi færdig.”
Frida fulgte med i folks liv og levned, og hun kom derfor ud for både glæde og sorg i familierne. Derfor orienterede Frida sig altid godt om folk, så hun kunne være forberedt på det meste. Frida har fået mange kopper kaffe, mange ting at vide og mange gode oplevelser gennem årene, og hun har lært rigtig mange mennesker at kende i sin tid som post.

Til Sinding:
I Sinding blev der bygget andelsboliger på Ørrevænget, og Frida bestemte sig for at købe en af dem. Børnene var for længst flyttet hjemmefra, og det var på tide at sælge huset i Ørre og få lidt mindre at passe. Som sagt så gjort.
Frida flyttede fra Ørre til Sinding i 1991. Fridas kæreste Arne flyttede ind i 1992, og de nåede kun at være gift i kort tid, da Arne døde af kræft i oktober 1993.
Frida fortsatte med at arbejde på Herning postkontor, og hun valgte at holde på arbejdsmarkedet, da hun blev 60 år i 1998.

Fritiden:
Frida har altid taget aktivt del i lokalsamfundet. Tidligere:
I Sinding har Frida i flere år spillet dilettant. Bl.a. ”Hygge i hjemmet” med Frede Vestergaard som instruktør, og i 1996 ”Sankt Peter bevilger orlov ” med Benny Jeppesen som instruktør.
Desuden har Frida spillet håndbold og dyrket gymnastik.
Hun har i mange år deltaget på gymnastikhold i Sinding om vinteren og i Hammerum om sommeren. Deltagelsen på sommerholdet sammen med gode veninder fra Sinding har givet Frida store oplevelser med opvisninger på Landstævner hvert fjerde år rundt om i Danmark, opvisninger i Italien og ikke mindst med deltagelse i Gymnastradaen i 1987 i Herning.
Frida har siddet i Idrætsforeningens bestyrelse, mens Birthe Christensen var formand, og her var hun udvalgsformand for badminton.
Hun har siddet i Menighedsrådet som kasserer i 3 perioder under 3 forskellige præster: Pastor Beck, Palle Hjort og Lars Kirkeby.
Ud over at deltage i lokalsamfundets arrangementer, har Frida også været på mange udenlandsrejser med Vagn og sidenhen med veninden Lise Lotte Fønss.

Nu:
Frida svømmer 3 gange om ugen i Vildbjerg svømmehal sammen med nogle lokale veninder, og dagligt spiller hun kort med sin genbo Putte.
Hver mandag aften i vinterhalvåret spiller hun Bob, og har haft Tage Lauritsen som makker gennem 12 år.
Hver mandag eftermiddag deltager hun i ”Trivsel og motion”. Om sommeren udendørs med petanque og om vinteren i hallen med billard og boccia.
I vintersæsonen deltager Frida i en af ”madgrupperne”, der laver mad til Idrætsforeningens arrangement ”Åben hal”, hvor der oftest er 75 gæster at bespise.
Hver anden tirsdag eftermiddag kommer hun i pensionist/senior klubben, hvor hun tidligere både har været tante og formand.
Hun tager sig også tid til at deltage i foredragsaftener hver anden tirsdag forår og efterår på Folkeuniversitetet i Kroghøj.
Desuden arbejder Frida hver torsdag formiddag som frivillig medhjælper i genbrugsbutikken i Røde Kors i Herning, nu på 7. år.

Fremtiden:
Frida er glad for at bo i Sinding og vil helst blive boende her så længe som muligt.
Frida fortæller, at folk i Sinding-Ørre er gode til at hjælpe hinanden og holder øje med hinanden på den gode måde. Der er mange ildsjæle, der sætter gang i mange projekter, så der er rig mulighed for at mødes med hinanden og få gode oplevelser.

Kong Vinter 2

Nybro Kanoplads i vintertøjet.
Fotograf: John Flindt Jørgensen, Sinding

Vision for landdistrikter 2030

Noget tyder på…

Vision for landdistrikter 2030

Minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, nedsatte i marts 2012 en visionsgruppe for at få et nyt positivt fokus og en konstruktiv debat om udviklingen af vores landdistrikter. Gruppen består af disse spændende personer: Mikael Ryberg, sanger, sangskriver og tekstforfatter - Pia Bech Mathiesen, adm. direktør Danfoss Universe - Lasse Helner, sanger og komponist - Lars Møller, kommunaldirektør - Marianne Jørgensen, forfatter, foredragsholder og Bondekone - Søren Hermansen, leder af Samsø Energiakademi - Niels Hausgaard, sanger, sangskriver og satiriker - Frank Erichsen, håndværker, bonde og tv-vært - Susanne Hovmand-Simonsen, godsejer.

Gruppens udgangspunkt har været et ønske om et Danmark med liv og udvikling i hele landet, med respekt og forståelse for hinanden. I løbet af 2012 har gruppen været rundt i landet for at se på særlige forhold og initiativer. De er blevet inspireret undervejs gennem debatter og diskussioner, både i visionsgruppen og i samspil med borgere, elever, politikere, ildsjæle, foreninger og andre visionsgrupper.

”Visionen kort fortalt” – gruppens bidrag til debatten om, hvordan vi ser landdistrikterne i 2030:

Fællesskab

·     Vi tror på, at vi vil se færre, men stærkere og mere bæredygtige landsbyer i fremtiden.

·     Borgere og ildsjæle bærer udviklingen frem gennem egne visioner og indsatser.

·     Positiv udvikling kan ske, hvis der gives en fornyet mulighed for lokalt selvstyre og ansvar.

·     Projektmidler og støttekroner skal ikke være drivkraften for udviklingen, men kan supplere det lokale initiativ.

Digitalisering

·     Vi tror på, at den digitale udvikling vil udviske betydningen af fysiske afstande.

·     Der vil ske en opblomstring af nye små og store erhverv i landdistrikterne samt en stigende grad af hjemmearbejdspladser.

·     Folkeskolen får større faglig kvalitet og muligheder gennem digital undervisning.

Land og By

·     Vi tror på, at der kommer fornyet respekt og gensidig afhængighed mellem land og by.

·     Fødevarer vil i højere grad blive produceret og afsat nationalt og lokalt.

·     Fokus på kvalitetsprodukter ændrer de store landbrugs produktioner i en mere bæredygtig retning, og giver en opblomstring til småskalalandbrug.

·     Der vil opstå nye alliancer mellem land og by om afsætning af primært fødevarer.

·     Der bliver skabt en returalliance mellem land og by, hvor landet leverer energi og fødevarer til byerne og retur får affald.

Stedets betydning

·     Vi tror på, at stedets unikke betydning på en række områder vil give fornyet udvikling i landdistrikterne.

·     Fødevareproduktion og forarbejdning kommer i stigende grad til at handle om produktion af friske, gode kvalitetsfødevarer.

·     På landet vil der opstå ny produktion og innovation af bæredygtig energi og industriel produktion.

·     Håndværksmæssige uddannelser bliver prestigefyldte. Der bliver placeret en række erhvervs- og håndværksuddannelser på landet.

·     Landsbyers og landdistrikternes kultur dyrkes med udgangspunkt i det liv, der nu en gang leves og som tager udgangspunkt i fællesskabet.

·     Områder bliver identificeret med store virksomheder og fyrtårne, der engagerer sig aktivt i lokalområdet.

Læs hele rapporten klik her

Sinding-Ørre 2030
Af Marianne Damgård

Med lidt god fantasi begynder der måske at tegne sig et billede af nye tiltag som kunne poppe op i Sinding-Ørre. 

En nyopførelse af ”æ bindstow” med et unikt arkitektonisk udseende, som falder naturligt ind i omgivelserne på Oustrup Hede, og hvor man her kan afsætte hjemmestrikkede sokker og trøjer, skabt af ulden fra fårene, som går og græsser udenfor. Måske indeholder den også produktionen af en ny-designet udgave af jydepotten, som i tidernes morgen blev produceret på selv samme hede.

Eller hvad med en kultur-festival, hvor der bliver spillet techno-musik i forsamlingshusene, det gamle missionshus Nasaret bliver omdannet til biograf, og tomme lader i området kan fremvise forskellige kunstudstillinger. Og man tager måske også på en kanotur, hvor man kan nyde tonerne fra forskellige musikere, som har taget opstilling langs åen. Ved samme lejlighed kunne man også lige kigge på de nye tiltag med energi-udvindingsanlæggene i vandløbene.

Den lokale landhandel vil måske genopstå, sammen med mejerierne og møllen, med salg og produktion af fødevarer fra området.

Og hvad nu hvis vores skole er blevet udvidet og udbygget, fordi frisk luft og store vidder har fået betydning, så elever fra byerne nu går i skole her. Samtidig er der nu også mulighed for en akademisk uddannelse indenfor arkæologi, kunsthåndværk og fødevarer, fordi den digitale undervisning nu gør det muligt.

En tidligere forladt bygning danner nu også  rammerne for nogle hjemmearbejdspladser og forskellige mindre og mellemstore virksomheder, med et blomstrende netværk på tværs af og i samspil mellem fagene.

Ja, hvem ved, hvad vi her i Sinding-Ørre, kan få ud af gruppens visioner, det må tiden vise. Men hvad angår fællesskab, initiativer og ildsjæle, så er det heldigvis ikke noget, som vi først skal tillære os, for at kunne begå os i fremtiden – det har vi allerede.

Er du dus med Sinding-Ørre...

Er du dus med Sinding-Ørre …

Mel.: Er du dus med himlens fugle...

Er du dus med Sinding-Ørre, Kommuneskovens træer,

forstår du alle hjerter, der banker her og der.

Kan du vinke til en nabo og smile til enhver,

så har du fundet, det der gør, Sinding-Ørre allermest værd.

En landsby – en skole –  en Hvepserede by

en lærer – og Huset –  en pige, der er bly.

Er du dus med Sinding-Ørre…

En skole i Kroghøj, mod syd er Sindinggaard,

Missionshus, og Biogas, og Nybyvej med får.

Er du dus med Sinding-Ørre…

En tipvogn – en gravko – en traktor, der er grøn,

en cykel – plastic' and – og Store Å med strøm.

Er du dus med Sinding-Ørre…

En grusvej – en skovsti – en næsten motorvej,

hen over - de bjerge –  i Sinding er der vej.

Er du dus med Sinding-Ørre…

En ”Perle på Heden”, så smukt der er i Ørre

en stenbro - en shelter - på engen er der køer.

Er du dus med Sinding-Ørre…

Naturskole - et marked - og Ørre har Præstegårn’

Et hus til Helene, en kirke uden tårn

Er du dus med Sinding-Ørre…

Spillopper – og Zumba – en mountainbike på tur.

Og kunst, der bevæges i Sindings fri natur.

Er du dus med Sinding-Ørre…

Tekst af Dorrit Lodahl

Kunsten i bevægelse!

Sinding i vintertøjet...

Fotograf: Jacob Fastrup

Kong Vinter

Fotograf: Marianne Damgaard

Fotograf: Jacob Fastrup

Ovstrup Hede

Fotos af Susanne Lindegaard Pedersen og Brian Pedersen, Sinding

Alle billederne er taget på Ovstrup hede.

Læs mere om naturen på Ovstrup Hede  Klik her.

Eller læs Artiklen, "Da bomberne faldt på Ovstrup Hede", skrevet af W.Schreiber  Klik her

Jubilæumsfesten 1. September 2012

Skrevet af Kathrine Nørgaard

”Mennesker mødes tilfældigvis, hvor

vejene krydses, og hjerterne slår…”

Sådan synger Lars Lilholt. Hvis jeg husker rigtigt, er det en landsstævnesang. Den handler om, at man skal gribe de chancer, man får, for sådan – og måske endda kun sådan kan man finde begejstringens rige. Det var vi mange, der gjorde den første dag i september i år, da Sinding Skole, Hvepsereden og Hallen fejrede henholdsvis 50, 25 og 10 års jubilæum. Vi greb en chance, der blev serveret for os – og jeg tror, jeg taler på cirka alles vegne, når jeg siger, at vi fandt et stykke af begejstringens rige…

Dagen startede i skolegården med lidt at spise og drikke kl. cirka eftermiddag. Der var hyggesnak på kryds og tværs og i massevis. ”Nej, er det ikke…!?” ”Kan du huske dengang…!?” ”Det er godt nok længe siden…!” ”Go’daw, Wagn – kan du huske mig?” Og det kunne Wagn! Hvis ikke prompte så efter et øjebliks betænkningstid eller et lille hint. Eller med hjælp fra sin Birthe. Imponerende…

Efter fine taler og lykønskninger kunne vi trisse ind på skolen og se på billeder fra de gode, gamle dage. Særligt konfirmationsbillederne, som kørte som dias på en tv-skærm, vakte stor jubel. Meget spændende med sådan en veltilrettelagt trip down memory lane.

Så kom den store finale: Fest i hallen! Go’ mad, go’ musik og mere go’ snak om den der fælles fortid såvel som tiden derfra til nu.

Det var en helt igennem særlig og enestående oplevelse at være under samme himmel og samme tag med så mange mennesker, som man har en fælles fortid sammen med. Eller i hvert fald en fælles skole med. Meget har forandret sig siden dengang. Skolen har forandret sig, vi har forandret os, tiden har forandret sig... Men der var en stærk følelse af fællesskab i luften. Vores veje krydsedes denne septemberdag – tilfældigvis der, hvor vores hjerter slog og slår. Det var magisk. Og da jeg i ægte folkeskolestil cyklede hjem til bondegården på en af Fars gamle cykler med noget så autentisk som en dymanolygte, var jeg overbevist om, at

”… livet går videre, men aldrig som før

– det er op til os selv, hvad vi gør – og tør!”

Natten var (modsat dynamoen) uendeligt stille, og det støvregnede. Jeg havde (gen)fundet et stykke af begejstringens land. Et stykke lykke. Jeg bestemte mig straks for at passe godt på det – gemme det et sikkert sted. Hvem ved, hvornår man igen får serveret sådan en chance – sådan et stykke lykke…!?

Det er mit held, at jeg greb den chance – den mulighed, som jubilæumsfesten var. En mulighed for at gense og genopleve gamle kendinge og svundne dage. Jeg tror, vi der var med allerede glæder os til næste jubilæum! Det kan I andre i øvrigt også roligt gøre…

Tusind tak for en vidunderlig dag og aften!

Interview med Dagny Bredvig

Brudstykker af en landsbypiges erindringer

Af Kathrine Nørgaard

I sidste uge fik jeg dette billede i en mms fra min gode Sinding Skole-veninde, Laila. Hun skrev: ”Look what the cat dragged in. Er ved at rydde op på loftet. Det kommer til at tage tid!” Laila får mig altid til at smile – hvis ikke skraldgrine. Denne mms var igen undtagelse. Og derudover sendte den mine tanker tilbage…

Vi var lige startet i 1. kl. Vi var ti elever i min 1. kl. Hvor hyggelig har folkeskolen lov at være?! Fire drenge og seks piger. Vi havde Wagn til dansk og Anny til matematik. Hvor heldig har man lov at være?! Jeg tror ikke, jeg er særligt go’ til at huske oplevelser og episoder fra min barndom. I hvert fald ikke i forhold til min tvillingesøster, Kirsten. Jeg kan mest huske stemninger – hvordan jeg følte oplevelserne. Jeg har altid haft svært ved at fastholde fakta. Men jeg kan godt huske noget…

Jeg kan huske, at Wagn lærte os at synge ”Op al den ting, som Gud har gjort” og ”Abraham sad i Mamrelund” i kristendom i 1. eller 2. klasse. Jeg kan dem stadig udenad. Ikke fordi Wagn praktiserede undervisning fra den sorte skole og stod klar med tørre tæsk, hvis ikke vi kunne versene udenad. Jeg kan bare huske, at han sagde, at vi sang fantastisk godt – hvilket helt afgjort primært var Lailas fortjeneste. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, at han virkelig mente det. Jeg kunne vildt godt li’ Wagn. Især når han læste historier højt. Kastelotternes sang fik tiden til at gå fuldstændig i stå. Jeg håbede altid, at klokken havde det på samme måde og derfor glemte at ringe.

Jeg kan også huske, at jeg engang havde glemt at lave matematiklektier. Det var opgave 41 og 42, vi havde for. Anny blev ikke så sur, som jeg frygtede. Men jeg kan huske, hvordan mit hjerte stod stille, da jeg slog op i hæftet og så, at jeg ikke var nået længere end til at skrive ”41” som overskrift. Av! I øvrigt kunne jeg også smadder godt li’ Anny. Især når hun kom rullende med klaveret i musiktimerne. Det var lykke i mit barndommens land.

Så er banen kridtet op: Jeg kan huske lidt om, hvad jeg følte og tænkte – og ikke så meget fakta. Derfor har jeg været nødt til at snakke lidt med Wagn for her at kunne skabe en nogen lunde sammenhæng mellem min hukommelses brudstykker af erindringer om gumlinger, en katastrofalt talentløs syerske og en tidlig morgen på heden…

Vi var som sagt lige startet i 1. klasse. August 1989. Ørre Forsamlingshus og Missionshuset Nazareth i Nybro havde begge 100 års jubilæum. Det skulle markeres og fejres, så vi skulle på rakkerlejr på heden ved Blicher-stenen. Det var det første store samarbejde mellem Skolen og Hvepsereden – alle skulle med! Projektet startede med en emneuge. Wagn læste Niels Jensens ”Rakkertøsen” højt, vi filtede små figurer, og vi fik besøg af en vaskeægte rakker. Det troede jeg i hvert fald indtil i forgårs, hvor jeg snakkede med Wagn. Det var slet ikke en ægte rakker! Det var derimod Malte Dalsgaard fra Kroghøj, der altså optrådte så livagtigt og troværdigt, at han i hvert fald overbeviste mig om, at rakkere stadig fandtes. Til forsvaret af mit seks år gamle jeg nævner Wagn, at Malte er lidt af en rakker-guro – han kendte rakkere, havde arbejdet meget med emnet og var derfor hidkaldt. Han viste os blandt andet, hvordan man lavede ”gumlinger” – små godbidder. Han tyggede lidt rugbrød og spyttede det så ud igen på et fad i en lille høj klump, for sådan gjorde rakkerne, sagde han. Så var der lidt guf til senere. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det da var enormt ulækkert, og at den opførsel ikke var gået hjemme ved min mor.

I emneugen skulle vi også sy vores egen rakkerdragt med dertilhørende bylt til vores madpakke. Fru Lyngs, som cirka netop var gået på pension, var indkaldt som ekstra assistance. Den sy-oplevelse skulle ende med at forfølge mig ind til videre til 2012 – og takket være Laila og alle de andre sikkert også helt til mine dages ende… Vi skulle i gang med rakkerdragterne. Kjoler var det vel nærmest. Fru Lyngs gav mig to stykker sækkelærred, som var klippet ens ud i kjoleform og bad mig sy dem sammen rundt i kanten. Jeg gjorde, hvad jeg fik besked på – satte mig ved symaskinen og fræsede derudaf. Da jeg var færdig, viste jeg ikke uden stolthed Fru Lyngs resultatet. Min begejstring blev ikke gengældt! Fru Lyngs lignede en, der ikke troede sine egne øjne. Forbavselse er en underdrivelse af dimensioner. På en måde forstår jeg hende godt. Jeg havde syet kjolen sammen – HELE vejen rundt. Jeg havde ikke ladet hals, ærme-ender og bund få fred. Jeg tror ikke, jeg helt havde fattet, at det var en kjole/en dragt, jeg var ved at lave. Hun slog en stor skvalder op, og så fik jeg ellers lært, hvordan man bruger en opsprætter. Måske I nu kan gætte, hvilken stikpille jeg har udeladt i mit citat af Lailas sms…

Det blev fredag eftermiddag, og vi drog af sted i bus mod heden ved Blicher-stenen, hvor vi skulle være på rakkerlejr til om lørdagen. Forældre havde leveret bagage og telte, før vi ankom. Jeg kan ikke huske ret meget af det, vi lavede – udover at Jens Simonsen kom og dansede ”rakkerdans” med os. Vi sang med på njemar njemar njemar paparuska, njemar njemar njemar kokosar, sovljetski soldatski, njemar paparuska, njemar njemar njemar kokosar. Hvorfor tekst og melodi satte sig fast og sidder der endnu – det ved jeg faktisk ikke helt. Men jeg syntes, det var sjovt. Lærerne og pædagogerne lavede også underholdning. Jeg kan huske, at jeg den aften ikke savnede min mor så meget, som man kunne ha’ frygtet.

Morgenen var kølig, og corn flakes’ene smagte anderledes end derhjemme. Vi var stået farligt tidligt op – kl. fem skyder Wagn på. Nu skulle vi gå over heden mod den gamle kirkesti, som vores små børnefødder skulle (gen)indvie. Kirkestien var blevet reetableret og broen genopbygget, så man igen kunne gå fra Kragsnapvej til Ørre Kirke. Formanden for kulturudvalget havde en festtale klar, og der var dækket op i forsamlingshuset. En festdag ventede forenden af Kirkestien sammen med en bunke forventningsfulde forældre og mange andre med tilknytning til området.

Hvepseredens børn blev kørt til Kirkestiens start ved Kragsnapvej, men skolebørnene gik i mindre grupper over heden – de korteste ben først. Det betød, at vi var det første hold til at krydse heden sammen med børnehaveklassen, deres Birte og vores Wagn. Jeg kan huske, at det var stemningsfyldt. Og at jeg glædede mig, fordi jeg vidste, at min mor og far stod for enden af Kirkestien sammen med alle de andre forældre. Men jeg tror godt, jeg allerede dengang kunne fornemme, at der særligt for de voksne var tale om en af de der oplevelser, der ville printe sig umanerligt godt og grundigt fast på nethinden som enestående og uforglemmelig. Solen stod op, som vi krydsede den smukke hede. Lyngen var hvid af edderkoppespind, som var fyldt med dug. Det var magi og nostalgi. Det var en enestående oplevelse af natur og fællesskab. Jeg tror, det var et af de øjeblikke, hvor livet føles langt større, end et menneske nogen sinde vil kunne forstå. Og samtidigt uendeligt smukt og uendeligt ligetil…

I hvert fald var der noget enormt hjertegribende og livsbekræftende ved den gåtur over heden den tidlige sommermorgen i august 1989. Jeg tror først, jeg helt har forstået, hvor enestående en oplevelse det var, efterhånden som jeg er blevet ældre. Bodil får den dag i dag tårer i øjnene, når hun taler om det, ligesom mange andre må lægge øjenkroge til lignende tårer eller arme til gåsehud. Det er om muligt smukkere end selve den morgen – måden, den lever videre på, fordi den lever i og mellem os…

Fotos af Jacob Fastrup

"Foreningen" FNIS

Af Malene Holm Søgaard

Os "FNIS" er en gruppe på 6 piger, der har en lille "forening" hvor vi mødes ca en gang i kvartalet og får en lille drinks, og det var under en af de her møder, vi fik ideen til den første Tema fest, som var en 80'er fest, som blev holdt den 1 okt 2011.... 

Her er holdet bag denne fest:

80'er festen blev et hit, alt udsolgt, super stemning, mange udklædte, helt igennem en super fest. Derfor blev vi hurtigt enig om, at der skulle laves en ny tema fest og denne gang blev det til en "Morten Korch" fest. 

Her holdet bag denne fest :

Billetsalget havde lidt sværere ved at komme igang denne gang, men pludselig kom der gang i det og vi nåede op på knap 100 personer, så det var bare super.

Og endnu engang blev det en succes, de fleste kom udklædt og alle kom med deres gode humør og en fantastisk stemning spredte sig hurtig og blev der hele aften/natten.

Lene og Mikkel var de to der løb med titlen for bedst udklædte, selvom det nærmest var umuligt at vælge nogle ud. De blev sat til at dyste om DEN RØDE KO og den løb Mikkel med.

På et tidspunkt dukkede Dorrit Lohdal op forklædt som sangskjuler (det var ikke noget vi viste noget om) og havde lavet den fantastiske sang om Sinding.....

Er du dus med Sindings fugle, kommuneskovens træer,

og ser du alle hjerter, der banker her og der. 

Kan du vinke til en nabo og smile til enhver, 

så har du fundet ind til det, der gør Sinding allermest værd.

En landsby - en skole - en hvepserede by

en lærer - og Huset - en pige, der bly.

Er du dus med Sindings fugle.....

En tipvogn - en gravko - en traktor, der er grøn,

en cykel - plastic' and - og Store Å med strøm.

Er du dus med Sindings fugle.....

En grusvej - en skovsti - en næsten motorvej,

Hen over - de bjerge - i Sinding er der vej.

Er du dus med Sindings fugle.....

Spilopper - og Zumba - en mountainbike på tur.

Og kunst, der bevæges i Sindings fri natur.

Er du dus med Sindings fugle, kommuneskovens træer,

og ser du alle hjerter, der banker her og der. 

Kan du vinke til en nabo og smile til enhver, 

så har du fundet ind til det, der gør Sinding allermest værd.

Vi havde prøvet at pynte så meget op som muligt, så det kunne ligne en høstfest tilbage i de gode gamle dage, og stor tak til alle de folk, der har lånt os alle de fantastiske ting, der bare gjorde det helt rigtig.....

Maden havde vi også prøvet og bringe lidt tilbage, så det blev serveret, tarteletter, flæskesteg, med hvad der ellers høre til og karamelrand, hvor der blev serveret en lille kirsebærvin til. 

Til natmad var der mulighed for at købe en gang klar suppe. 
I baren var der øl, vin, snaps og drinks, så som øjesten, Poul Richard og jordbærgrød.

Alt hjælp i køkken og bar var nogle af Sinding's dejlige unge mennesker, som altid er gode til at give en hånd med lidt frivillig hjælp, Stor tak til dem.

Vi har samarbejde med forsamlingshuset så alt overskud går til dem, 

og igen i år har vi kunne aflevere en lille pose penge til dem, så det er bare super....

og mon ikke de så måske var med på en ny omgang næste år, måske den 5 okt 2013.....

Og så lige to herlige bonderøve.....