Sinding-Ørre kom på Europakortet da Nordeuropas største biogasanlæg blev bygget 1987-1988 i Sinding.
Dette er en historie om tilblivelsen af et energi- og miljøprojekt, der blev kreeret og startet på det helt rigtige tidspunkt. Et mønstereksempel på, hvor langt der kan nås, når forskellige interessegrupper: bl.a. landmænd, miljø- og vedvarende energi interesserede, borgerforenings bestyrelse, kommunale embedsmænd, politikere på tværs, arbejder sammen i mange forskellige grupper mod ét mål. Et stort netværk, der samlet skabte det, på det tidspunkt enorme miljø- og energianlæg i Sinding.
Herning byråds forsyningsudvalg foretog i årene 1983-1984 den lovpligtige varmeplanlægning og valgte Sinding-Ørre området til en forsøgsbeskrivelse, ”Sinding som modelby” af landsbyenheder, der var en 6 -7- stykker af i kommunen den gang. Beskrivelsen blev offentlig forelagt beboerne ved et møde i Sinding forsamlingshus 8. maj 1984. Til stor skuffelse for Sinding boerne, i hvert fald for borgerforeningens bestyrelse, der havde set frem til opvarmning af Sinding by med vedvarende energikilder, blev der ikke i beskrivelsen peget på eller anbefalet nogen bestemt løsning. Ifølge opgørelsen af de vedvarende energiressourcer var de for få og for vanskelige at udnytte, så der blev henvist til, at Sinding ad åre evt. kunne naturgasforsynes, når ledningsnettet blev ført frem til nabokommunerne (Vildbjerg og Aulum). – Som sagt, var det et skuffende resultat for borgerforeningens bestyrelse. Vi havde set frem til, at i hvert fald ide beskrivelsen af varme til Sinding kunne fortsætte. Der var stor diskussionslyst på mødet, og vi i borgerforeningen valgte at holde fast ved de få positive ting i beskrivelsen, som bl.a. omhandlede biogas. Bestyrelsen syntes, det kunne være spændende at arbejde videre med tanken, selvom den ikke umiddelbart så ud til at være lønsom. Man måtte dog konstatere, at der var biobrændsel, bl.a. halm og husdyrgødning i en betragtelig mængde i området.
De kommunale værkers personale, der havde stået for gennemførelsen af forsøgsbeskrivelsen i Sinding, var også skuffet over resultatet. Her mange år efter, og efter at jeg senere kom til at kende det engagerede personale, går tankerne tilbage til et personale, der efter velgennemført kraftvarme projekt i 1982, igen have kraft og saft til at gå ind i et helt nyt opvarmningsprojekt. Debataftenen sluttede da også med, at forsyningsudvalget og værkernes medarbejdere ville gå hjem og se nærmere på sagen. Det var fornemmelsen, at der var åbenhed overfor det engagement, der var i befolkningen, og det lå i luften, at der kunne etableres et godt samarbejde. Vi følte, vi have opnået lidt, i hvert fald kunne vi eventuel få pressen til at hjælpe, så vi måtte prøve, at finde alle argumenterne for at beholde samarbejdet.
Borgerforeningen nedsatte hurtig en arbejdsgruppe til nærmere at formulere og vurdere muligheden for alternative varmeforsyninger i Sinding. Finde frem til billigste former for vedvarende energi og undersøge mulighed for at etablere energianlæg i lokalområdet. Der var stor interesse for vedvarende energi i disse år, også her i området, og det var ikke vanskelig at samle en gruppe interesserede. Vi kaldte gruppen, energigruppen, og den kom til at bestå af lokale ressource personer med megen forskellig baggrund, - ingeniør, landmænd, lærer, maskinarbejder, socialrådgiver, maskinmester, værkfører, biodynamiker og naturfaglige fra seminariet. De kommunale værker nedsatte en styregruppe med 3 personer fra lokalområdets energigruppe + byrådspolitiker og ansatte på værkerne. Der var i øvrigt også nedsat en arbejdsgruppe med personer fra kommunens miljøafdeling, landbrugscentret og de kommunale værker. Senere blev der nedsat en lokal landmandsgruppe, der skulle vælge placeringen af det eventuelle anlæg, tage stilling til transport, og ikke mindst opbevaring og miljøvurderinger. – og garantere levering af den tilstrækkelige gyllemængde.
Tingene gik ret hurtig, og interessen og samarbejdet i og mellem grupperne var virkelig inspirerende, og blev sikker styret af værkets personale. Der viste sig hurtig stor interesse hos pressen, og bl.a. Herning Folkeblad fulgte projektet tæt, og det gav masse af omtale. Der blev undervejs nedsat flere ressourcegrupper, og der blev sørget for, at grupper, der havde gjort deres indsats, blev opløst, og medlemmer kunne så evt. hjælpe til i andre grupper.
Landmandsgruppen var en gennemgående gruppe, der senere den 19/2 1987 stiftede en leverandørforening. Foreningen bestod af ca. 40 aktive landmænd, der ville forpligte sig til at levere tilstrækkelig gylle og benytte sig af, at der blev etableret et fælleslager til opbevaring af gylle. Den valgte bestyrelse bestod af 5 medlemmer. Foreningen har bestået i samtlige 25 år.
Tingene skete som sagt hurtig. De kommunale værker fik allerede i 1984 det første tilskud. Det var fra Teknologirådets styregruppe, der bevilgede 112.000,- kr. til nærmere beskrivelse af projektet. Udredningsarbejdet blev samlet i en forundersøgelse, der viste, at et biogasanlæg kunne være interessant, bl.a. også fordi der i mellemtiden var stillet forøget miljøkrav vedr. opbevaring og håndtering af husdyrgødning. Herning byråds forsyningsudvalg bevilgede derfor i 1985 125.000,- kr. til en systemanalyse af et biogasanlæg, senere ved principbeslutningen i byrådet blev der bevilget 250.000 yderligere.
Det første anlæg, der blev beskrevet, kunne modtage 55 tons gylle pr. dag, ca. 20.000 tons årlig.
I projektperioden blev der arbejdet med forskellige typer og størrelser på biogasanlæg. Der var næsten ingen, eller rettere sagt der var ingen erfaring her i landet med biogas produktion i den skala, man ønskede her. (Ja det var store tanker, men det foregik jo også i Herning kommune). Derfor var tilskudsmulighederne fra staten lukrative og tillokkende, og vi oplevede ret hurtig en stor interesse for at få afprøvet biogasproduktion i større målestok.
De kommunale værker lagde sig efter nogen tid fast på et biogasforsøgsanlæg, der daglig kunne oparbejde 170 tons organisk materiale, (gylle/fast gødning, tarmindhold og andet organisk affald fra slagterierne). Dvs. 61.000 ton årlig, og det blev anlæggets endelige størrelse, som transportdelen og den forventet gasproduktion på 900.000m³ årlig skulle forholde sig til.
Når gyllen var afgasset, skulle den tilbageleveres til landmanden. Der blev dog etableret et fælleslager, på 21.000m³. Landmændene kunne her leje lagerkapacitet og dermed selv undgå at investere i større lager. Ordningen betød også, at landmænd, der havde overskydende eller for lidt gylle, kunne sælge og købe, - deraf begrebet ”gyllebank”. Der var også andre fordele. Ved afgasningsprocessen blev det organiske materiale opvarmet til 55º c. Den høje temperatur gav den optimale afgasning, samtidig blev evt. sygdomskim og ukrudts frø nedbrudt. Gødningsværdien kunne bestemmes, hvilket var en fordel for landmændene, og gyllelugten blev betragtelig reduceret, hvilket var godt for hele befolkningen.
Byrådet vedtog senere følgende budget: Biogasforsøgsanlæg med transportmateriel, fælleslager, jordkøb m.v. kr. 21.2. mil.. Forventet tilskud 7.1 mil.. I alt udgift på kr. 14.1 mil. for Herning kommune.
Som nævnt forventedes en gasproduktion på 900.000m³ årlig. Borgerforeningens ønske var, at Sindings ca. 70 beboelser + skole, missionshus, forsamlingshus m.fl. skulle have tilbudt opvarmning med vedvarende energi, men efter beregninger ville der kun blive brug for 180.000m³, eller ca. 1/5 del af den årlige producerede gas. Så fra at området ikke havde tilstrækkelig vedvarende energi til opvarmning af byen, stod vi pludselig i en situation, hvor der var overskud.
Der blev leveret mange ideer til, hvordan den overskydende gas kunne afsættes til den bedste økonomi. Der kunne f.eks. etableres et større gartneri, som havde et stort opvarmningsbehov. Der blev forhandlet med gasselskabet Midt-Nord, som leverede naturgas til videre salg. Imidlertid var der nogle problemer, fordi naturgas og biogas ikke havde samme brændværdi, og derfor ikke kunne transporteres i samme rørledninger. Det ville så være nødvendigt at rense biogassen og optimere den til naturgasværdi, før den kunne slippes ind i naturgasnettet.
Fra de kommunale værker, var vi interesseret i at være med i et forsøg med rensning af biogas til naturgaskvalitet. Det var åbenlyst, at der var store perspektiver i den ide. Hvis de lykkedes, ville det blive mulig at levere biogas fra små gårdanlæg og store fællesanlæg til naturgasnettet på samme måde, som vi kender små og store el/vindenergi producenter leverer strøm til det store el net. Forsøget ville koste et antal millioner og skulle i så fald deles mellem Herning kommune og Midt-Nord. De kommunale værker havde kontakter til et dykkerfirma i Frankfurt, der var eksperter i luftrensning, og som mente de kunne klare renseprocessen. Vi besøgte firmaet og blev informeret om mulighederne. Det lød lovende, og vi var trygge ved, at firmaet, der til daglig leverede luftrenseapparater til dykkere, skulle forestå gasrensnings- forsøget. En lille episode, der ikke havde meget med biogas og rensning at gøre, men om lokalpatriotisme. Efter velkomst og frokost blev vi vist ind i et mødelokale, og på et stort overhead billede, - datidens storskærm, var det første billede en del af Europakortet, med de store byer København, Hamburg, Berlin München osv., - midt i det billede stod med store bogstaver SINDING, og derefter blev rensningsprojektet minutiøs gennemgået. Jeg følte, at vor lille landsby var kommet på europakortet.
Det viste sig hurtigt, at Midt-Nord ikke var så varme på ideen, måske fordi det kunne udvikle sig til at give selskabet uoverskuelige forpligtigelser. Fra Herning kommunes side mente vi, det var urimeligt at kommunen alene skulle gå i gang med forsøget og dermed alene betale gasrensningsforsøget, som ville betyde en gevinst for hele Danmark, hvis det lykkedes. – Vi kom i stedet til en ordning med Midt-Nord om, at selskabet skulle modtage den overskydende gas til Vildbjerg, hvor den kunne benyttes direkte til afbrænding i varmeværket. De kommunale værker kom dog hurtig med en ny løsning, som gik ud på at sende de 4/5 af gasproduktionen i en rørledning til Tjørring, hvor der så skulle bygges et mini kraftværk med 2 gasmotorer og generatorer, der kunne bruge biogassen til at producere el til salg, og den varme vand fra nedkølingen af gas motorerne skulle ledes ud og forhøje temperaturen i fjernvarmenettet i Tjørring. Resultat ville være fjernvarme og el til samlet ca. 400 husstande i Tjørring. Denne model var attraktiv, bl.a. også fordi forsyningssikkerheden bedre kunne styres. Biogasanlægget var jo et forsøgsprojekt, som kunne svigte med energileverancer. Gasvarmeværket i Sinding blev da også sikret med et parallelt oliefyringsanlæg i tilfælde af problemer med gasforsyningen fra biogasanlægget.
Borgerforeningens ønsker om, at Sinding borgerne skulle have tilbudt varme fra vedvarende energi, var nået nogle skridt frem, men for at borgerforeningen kunne gå videre, måtte de vide mere om prisen på fjernvarmen. Det mest attraktive ville være, at de kommunale værker kunne garantere samme varmepriser som i Herning. Her havde man én af landets billigste fjernvarmepriser, pga. at Vestkrafts nye kraftværk blev placeret i Herning, og Herning boligerne blev opvarmet af kølevandet i forbindelse med værkets elproduktion.
Få år tidligere havde byrådet drøftet mulighed for ens varmepriser i Herning by og kommende fjernvarme i landsbyerne, men det var ikke på det tidspunkt muligt at gennemføre, da det mere end lå i luften, at herningenserne ikke ville være med til at betale ”landsbyopvarmningens” projekter, der forventedes at ville koste fjernvarmebrugerne i Herning penge, - og deres opnåede privilegerer ved, at fremsynede folk havde fået placeret Herning værket, ville de ikke dele med andre. De kommunale værker lavede nu en ny varmeprisberegning for landsbyprojekterne. Tingene forandres nogle gange hurtig, og det skete her. Den nye beregningen blev foretaget på Sinding projektet, - og nu var det Sinding boerne, der var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Tilskuddet til etablering af biogasanlæg var forhøjet, det samme var tilskuddet for behandling af diverse organisk affald. Endelig var tilskuddet til produktion af el og varme fra vedvarende energi også forhøjet. Den ny beregning viste overraskende, at varmeprisen i Sinding ville blive den samme som i Herning, endda med et lille plus.
På det grundlag blev der taget byrådsbeslutning om ens varmepriser over hele kommunen, en beslutning som Sinding energiprojektet dermed kom til at stå fadder til. Beslutningen medførte desværre, at der for landsbyerne blev tilslutningspligt i forbindelse med etablering af fjernvarme. For at økonomien i de enkelte landsbyprojekter kunne holdes, blev det beslutte at 40 % af boligerne skulle være tilsluttet fra starten. Resten af boligerne, bortset fra de el opvarmede, skulle tilsluttes indenfor de følgende 9 år. Nye boliger skulle fjernvarme forsynes fra starten.
Med byrådsbeslutningen om ens varmepriser kunne borgerforeningen komme videre.
Et almindeligt parcelhus i Sinding opvarmet med olie ville efter en beregning (Kreditforeningen Danmark) i 1987 priser blive ca. kr. 5000 billigere pr. år ved fjernvarmeopvarmning. Der skulle dog betales en tilslutning på ca. kr. 35.000, men selvom man skulle låne alle pengene, ville 1.ste års overskud være ca. kr. 1800. Det var til at forstå, og ville give landsbybeboerne nogle indlysende fordele. Der blev afholdt orienteringsmøder, og borgerforeningens bestyrelsesmedlemmer gik fra dør til dør for at sikre 40 % tilslutning. Forholdsvis hurtig kunne borgerforeningen konstatere stor interesse, og de endelige underskrifter, her bl.a. kommunens bygninger, skole og lærerboliger blev sikret. Projektet lykkedes og efterhånden blev stor set alle tilsluttet og selvfølgelige også nybyggeri, inkl. almennyttige boliger og andelsboligerne.
Men ikke alt var roser. Samtidig med at byrådet skulle tage endelig beslutning om at gennemføre det store projekt, kom der et protestbrev fra lokale beboere i Sinding, der gav udtryk for utilfredshed med det projekterede biogasanlæg. Beklagelse over dårlig information, herunder placeringen af anlægget, transporten der ville give forøget trafik på vejene, og endelig forventede man forøget gylle lugt. Miljøankenævnet afviste borgernes protester, og et enigt byråd valgte også at se bort fra protesterne og besluttede1986 at bygge anlægget. Og så var der også lige enkelte husstandes utilfredshed med tilslutningspligten. Byrådet måtte som nævnt i forbindelse med beslutningen om ens varmepriser i ”by og på land” sikre sig tilslutningspligt for at økonomien i projekterne kunne sikres. – Det var ikke rart at være liberal og skulle medvirke til at lægge tilslutningspligt over på landsbybeboere, der ikke ønskede at være med, selv i det man selv syntes var den bedste ide. Heldigvis viste ideen sig at være så god, at byrådet indenfor 2 år kunne ophæve tilslutningspligten, og ingen varmebrugere i de små byer er blevet fjernvarmebrugere af pligt.
Første spadestik til biogasanlægget blev taget den 10/6 1987. Det skete på den bare mark på Rosmosevej i Sinding, og byggeriet kunne derefter gå i gang. Der blev indkøbt transportmateriel, 2 stk. Mercedes lastbiler med pumpe- og tankanlæg. Til Sinding og Tjørring blev der lagt rørledning til transport af de 900.000m³ gas årlig, og der blev bygget et mini kraftværk med 2 gasmotorer , som blev tilsluttet el - og fjernvarmenettet i Tjørring. I Sinding blev der bygget et gasfyret varmeværk, og endelig blev der bygget et hel nyt fjernvarmenet så alle i byen kunne forsynes med
varme. Hele herligheden løb op i noget over 30 millioner kr., og det var et stort beløb i 1988.
Det store energianlæg blev bygget uden særlige problemer, i hvert fald blev problemerne løst undervejs, og anlægget kunne efter planen indvies den 29/9 1988. Der deltog mange gæster fra ind - og udland, også mange gæster fra lokalområdet. Fra Staten deltog energiminister Bilgrav Nielsen, der trykkede på knappen og satte anlægget i gang. Han roste projektet, og i sin tale bemærkede han borgernes store engagement. Også landbrugsminister Laurids Tørnæs deltog. Gasselskabet Midt-Nord blev repræsenteret af borgmester John Kristiansen, Videbæk, og fra Herning kommune deltog viceborgmester Hans Egsgård, og fra de kommunale værker direktør Niels Nedergård, der udtrykte, at resultatet bl.a. var baseret på godt vestjydst samarbejde mellem foreninger og en offentlig virksomhed.
Hvad kom der så ud af det samlede projekt? Som nævnt fik landmændene visse fordele ved at lever deres gylle og fastgødning til anlægget, bl.a. at den afgassede gylle, de fik retur, stort set var sygdomsfri og fri for spiredygtig ukrudt. Gyllen var nemmere at håndtere, da gødningsindholdet kunne bestemmes og dermed lettere at docere for landmanden. En del af gyllen kunne opmagasineres i et fælleslager, hvilket betød at flere landmænd kunne undgå at investere i opbevaringskapacitet, og det gjorde køb og salg af gylle lettere. Ved afgasning af gyllen blev den stor set lugtfri.
Under byggeriet havde vi møde med landbrugs- og energiminister, og fik lovgivningen forandret så tilskud til private fællesanlæg for opbevaring af gylle også kunne gives til kommunale opbevaringsanlæg.
Husejere i Sinding, der tilsluttede sig fjernvarmen, fik det letter ren opvarmningsmæssig og indkasserede også en økonomisk gevinst i forhold til opvarmning med oliefyr. Huspriserne blev også bedre sikret og gav i det hele taget et løft for landsbyboerne, at de var sikret samme lave varmepriser som i Herning.
Herning kommune blev i 1988 kåret til årets kommune af Landsbyforeningen, Landsbyerne i Danmark. Det var bl.a. Sinding-Ørre energiprojekt, der banede vej for samme varmepriser i Herning by og landsbyerne, der var årsag til kåringen.
Projektet havde succes, og Herning kommunes forsyningsudvalg og de kommunale værker prøvede igen. I 1999 indviede kommunen et næsten dobbelt så stort biogas anlæg i Studsgård ved Herning. Her kunne erfaringerne fra Sinding-Ørre anvendes, og man gik endnu videre bl.a. blev afgasning af husholdningsaffald forsøgt.
I Sinding-Ørre kunne vi se tilbage på en stor interesse og stor deltagelse fra befolkningen. Vi mærkede, hvor spændende det er at arbejde sammen, og vi blev endnu bedre til at arbejde sammen med personalet fra kommunens forskellige forvaltninger, noget vi er blevet rigtig gode til og har benyttet os af i flere små og store projekter sammen med kommunens ansatte siden.
Vi har haft pressens bevågenhed, og især bl.a. Herning Folkeblad har fulgt dette og andre projekter i Sinding-Ørre meget tæt, og det har givet området megen positiv omtale.
Bernhard Lodahl, juni 2013
